Rammes du? Flere færgeafgange aflyses på grund af kraftig blæst

Flere færgeafgange er onsdag morgen blevet aflyst på grund af voldsomme vindstød.

Det gælder blandt andet for Alslinjen, hvor afgangen fra Fynshav klokken 06 og fra Bøjden klokken 07 er blevet aflyst, skriver P4 Trafik Syddanmark på det sociale medie X.

Scandlines har desuden aflyst afgangene fra Gedser klokken 11.15 og 15.45 og fra Rostock klokken 09 og 13.30, skriver DR P4 Trafik København & Sjælland på X.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet for stormende kuling og vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst.

Desuden har DMI udsendt varsel om forhøjet vandstand for Vadehavet, den centrale vestkyst, i den vestlige del af Limfjorden, vestlige Kattegat, Aarhus Bugt, nordlige Lillebælt, Nord- og Østfyn samt Nordsjællands kyst.

– Onsdagsvejret bliver præget af mange byger og meget blæst med op til stormende kuling og vindstød af stærk stormstyrke langs den jyske vestkyst, lyder det i en kommentar fra DMI’s meteorolog Jesper Eriksen.