Retten i Sønderborg har søndag varetægtsfængslet en 38-årig mand, der har tilstået, at han lørdag formiddag dræbte en kvinde i et grønt område.
I stedet for et arresthus vil manden blive frihedsberøvet på en retspsykiatrisk afdeling. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det skyldes udfaldet af en personundersøgelse. Ifølge den skønnes han ikke at være egnet til almindelig varetægtsfængsling, oplyser politikredsen.
Forbrydelsen fandt sted lørdag formiddag klokken 11. Offeret, der er fra lokalområdet, blev 67 år. Hun blev dræbt af knivstik.
Det var manden selv, der meldte sig til politiet. Han havde overfaldet kvinden i et grønt område ved Damgade.
Både her og ved Kastanie Allé foretog politifolk afspærringer i forbindelse med efterforskningen, hvor der også blev brugt politihunde.
Ved søndagens retsmøde var manden til stede, og her erkendte han sig skyldig.
Men oplysninger om hans forklaring i retsmødet må ikke komme frem i offentligheden. Det skyldes, at det foregik bag lukkede døre, oplyser specialanklager Annemarie Haahr.
Om offeret og gerningsmanden kendte hinanden i forvejen, ønsker hun ikke overfor Ritzau at svare på.