Politiet: Teenagere jagtede og skød efter uskyldig person

En mand er lørdag eftermiddag blevet beskudt i det sydlige Stockholm. Flere svenske medier oplyser, at det er en helt uskyldig person, der er blevet forvekslet med en anden

Svensk politi har lørdag klokken 15.20 fået en anmeldelse om skyderi i Enskede, der ligger i det sydlige Stockholm.

Ifølge det svenske medie Aftonbladet skød gerningsmændene mod en uskyldig mand. Han siges at have lignet det påtænkte mål. Gerningsmændene skal angiveligt have jagtet manden, inden de skød, men det lykkedes ham at slippe væk.

“Vi har ikke fundet nogen tilskadekomne, men kan bekræfte, at der har været et skyderi og efterforsker hændelsen som drabsforsøg,” siger politiets talsmand Helena Boström Thomas til Aftonbladet.

Svensk politi oplyser, at man har stoppet en bil og anholdt tre personer i det nordlige Stockholm. To af de anholdte personer er i de tidlige teenageår, men den tredje er i 20’erne. I bilen fandt politiet også automatvåben.

SE OGSÅ: SKYDERI I STOCKHOLM – FLERE PERSONER ANHOLDT

Det er dog endnu ikke bekræftet, at anholdelsen kan sættes i forbindelse til skyderiet i Enskede.

Politiet er netop nu massivt til stede omkring gerningsstedet med hundepatruljer og svært bevæbnet betjente.