Politiet offentliggør billeder af en bil, som de sætter i forbindelse med tre hjemmerøverier i sommeren og sensommeren 2023.
”De tre hjemmerøverier er meget alvorlige hændelser, og vi ser dybt alvorligt på denne slags kriminalitet, hvor borgerne overrumples i deres egne hjem. Efterforskningen har været omfattende, og vi arbejder ud fra den tese, at der er en sammenhæng mellem de tre røverier,” siger politikommissær Peter Skovbak fra Efterforskningscenter Frederikshavn ved Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Om den sorte bil siger han:
“Vi har med vores foreløbige efterforskningsskridt desværre ikke haft held til at identificere den sorte Golf, men vi vil overordentligt gerne i kontakt med ejeren eller de personer, der sad i bilen den 25. august for at finde ud af, om de kunne have oplysninger til sagen. Vi er opmærksomme på, at bilen kan være videreoverdraget eller ændret – fx med skift til vinterdæk. Vi beder derfor alle borgere forsøge at genkalde sig, om de skulle kende til denne bil.”
LÆS OGSÅ: Hjemmerøveri med oversavet jagtgevær mod ældre mand: Politiet beder om hjælp
Sagen kort:
1. Første hjemmerøveri blev forøvet mandag den 24. juli 2023 ca. kl. 11:20, på en landejendom på Volbrovej ved Flauenskjold, i Brønderslev kommune. Her blev en 82-årig mand blev opsøgt på bopælen af gerningsmand, der medbragte et oversavet jagtgevær. Gerningsmanden forlangte penge, men han endte med kun at stjæle forurettedes bilnøgler.
2. Andet hjemmerøveri skete fredag den 28. juli 2023 ca. kl. 13:15 på en landejendom på Åensvej mellem Øster Brønderslev og Klokkerholm i Brønderslev kommune. Her blev en 78-årig mand opsøgt på bopælen af en gerningsmand, der medbragte et oversavet jagtgevær. Gerningsmanden forlangte dankort og kontanter, og han stjal fra forurettedes tegnebog.
3. Tredje røveri fandt sted fredag den 25. august 2023 ca. kl. 10:35 på en landejendom på Trangetvej syd for Tårs. En 68-årig kvinde blev opsøgt på bopælen af en gerningsmand, der medbragte et oversavet jagtgevær. Gerningsmanden forlangte kvindens dankort, som han herefter fik udleveret.
Har man oplysninger i sagen, bedes man henvende sig til Nordjyllands Politi på telefon 114.