Hjemmerøveri: Politiet efterlyser gerningsmand

Arkivfoto

Politiet efterlyser en mand, som de mistænker for et hjemmerøveri begået fredag eftermiddag.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

“”Offeret har til os forklaret, at han på gerningstidspunktet lå og hvilede sig i sin seng. Da han hørte støj i sin entre, råbte han, at personen bare skulle komme ind. Umiddelbart derefter stod en, for offeret, ukendt person foran hans seng,” fortæller vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, Niels Kronborg, i pressemeddelelsen.

Hjemmerøveriet er – i stil med en tilsvarende forbrydelse ugen før – begået mod en ældre mand, som på en adresse, der ligger mellem Øster Brønderslev og Klokkerholm i Vendsyssel.

Det nye hjemmerøveri er anmeldt til Nordjyllands Politi fredag den 28. juli 2023 klokken 13.42, og gerningstidspunktet er lidt tidligere samme dag, nemlig cirka klokken 13.15, på en adresse på Åensvej mellem Øster Brønderslev og Klokkerholm i Brønderslev kommune. 

Gerningsstedet er – ligesom sidst – en landejendom, ligesom offeret også er en ældre mand, denne gang i 70’erne.  

LÆS OGSÅ: Hjemmerøveri med oversavet jagtgevær mod ældre mand: Politiet beder om hjælp

Gerningspersonen medbragte et oversavet jagtgevær – og stående foran sit offer forlangte den pågældende så dankort samt penge. Intet skete imidlertid, og det medførte, at gerningspersonen selv fandt offerets pengepung i en skuffe og tog nogle kontaner.

Gerningsmanden tog ligeledes en mobiltelefon op fra offerets brystlomme, hvorefter gerningsmanden forlod stedet – medbringende kontanter og telefon. 

Offeret har beskrevet personen som: 
• mand, cirka 30-35 år gammel, cirka 180-190 cm høj, lys i huden, kort og sort hår samt muskuløs af bygning, var iført mørk kasket, solbriller og lyst tøj. Pågældende talte desuden dansk uden dialekt. 

Offeret så ikke, hver gerningspersonen kom fra, eller hvor han forsvandt hen efter forbrydelsen. 

”Men han hørte dog – kort efter at personen havde forladt huset – en bil starte, hvorfor gerningspersonen kan have været kørende til og fra stedet i et køretøj,” lyder det fra Niels Kronborg, der slår fast:   

”Hjemmerøveri er en meget alvorlig sag og dybt rystende for de ofre, som gennemlever det. Gerningspersonens adfærd ligner meget den fremgangsmåde, som vi også så i forbindelse med hjemmerøveriet mandag 24. juli. VI har derfor grund til at antage, at der kan være tale om samme person.”
 
”Desværre har vores efterforskningsskridt endnu ikke frembragt oplysninger om gerningspersonen, herunder om dennes færden før og efter det forbrydelsen. Vi er derfor meget interesseret i oplysninger, hvis nogen borgere har set noget mistænkeligt fredag omkring gerningstidspunktet på – eller som i øvrigt kan bidrage med oplysninger til sagens opklaring.” 

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114. 

Offeret var dybt rystet efter røveriet, men han led ingen fysisk overlast.