Politiet jagter mand: Han har været i uønsket kontakt med en elev!

En elev på Janderup Skole i det sydvestlige Jylland har anmeldt uønsket kontakt med en mand.

Ifølge jv.dk er anmeldelsen sket 6. november i år, men selve hændelsen er sket nogle uger tidligere.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver på X (det tidligere Twitter):

“Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker en anmeldelse om, at en elev på Janderup Skole har været udsat for uønsket kontakt fra en ukendt mand. Politiet tager sagen alvorligt og efterforsker ud fra de oplysninger, eleven har kunnet give.”

Foreløbig har politiet ikke meldt noget ud om alderen på hverken manden eller eleven – og heller ikke noget om, hvorvidt det er en pige eller en dreng, der har været udsat for den uønskede kontakt.

I byen Outrup – som ligger ti kilometer fra Janderup – var der i sidste måned også en anmeldelse om en yngre mand, der løb efter en dreng. Her lykkedes det for drengen at løbe sin vej.

Politiet undersøger, om der er en sammenhæng imellem de to episoder.

Arkivfoto