Tadej Pogacar slog fredag fast, at han er feltets absolut stærkeste rytter i årets Tour de France, da han vandt sin fjerde etapesejr og udbyggede sin føring i klassementet.
Med godt ni kilometer til toppen af den bjergrige 19. etapes sidste stigning, Isola 2000, sagde den bomstærke slovener farvel til rivalerne Jonas Vingegaard (Visma) og Remco Evenepoel (Quick-Step) med et eksplosivt ryk.
Pogacar passerede siden resterne af et stærkt udbrud og kørte alene over målstregen i overlegen stil foran Matteo Jorgenson (Visma) og Simon Yates (Jayco).
Evenepoel og Vingegaard blev nummer fem og seks – 1 minut og 42 sekunder efter Pogacar.
I det samlede klassement har Pogacar dermed nu lidt mere end fem minutter ned til Vingegaard på andenpladsen. Evenepoel er omkring syv minutter efter på tredjepladsen.
Dermed er spændingen om den samlede sejr begrænset med to etaper tilbage.
Lørdag venter endnu en bjergetape – med tre kategori 1-stigninger og en kategori 2-stigning – inden løbet afsluttes søndag med den 34 kilometer lange enkeltstart fra Monaco til Nice.
Jonas Vingegaards hold spillede ud fra morgenstunden og sendte tre mand i angreb.
To af dem, Wilco Kelderman og Matteo Jorgenson, var stadig med, da udbruddet var etableret og siden splittet op.
De to Visma-ryttere sad således ude foran med fire minutter nede til feltet, da de to samt Jai Hindley (Bora), Simon Yates (Jayco), Cristian Rodriguez (Arkéa) og Richard Carapaz (EF) passerede den højeste af Tourens tinder og med 53 km til mål blot havde en lang nedkørsel og målstigningen op ad Isola 2000 tilbage.
På det tidspunkt havde der stadig ikke været optræk til angreb fra Jonas Vingegaard, som nu sad i favoritfeltet uden hjælpere.
Og angrebet kom aldrig. UAE sad tungt på fronten af favoritfeltet på første stykke op ad Isola 2000, og da sidste hjælper var brugt op, leverede Pogacar endnu en soloopvisning.