Narkosmugler skal 17 år i fængsel: Kokain gravet ned ved McDonald’s

Arkivfoto

Den 33-årige Jahja Omar Cheik Ahmad er ved retten i Randers idømt 17 års fængsel for indsmugling af i alt 167 kilo kokain. En del af kokainen gravede storsmuglerens medgerningsmænd ned ved en McDonald’s restaurant i Fredericia.

Det skriver Fredericia Dagblad.

Det er uklart, hvem der gravede stofferne ned, og hvem der hentede dem. Men Jahja Omar Cheik Ahmad har erkendt, at han har været bagmand i sagen om den indsmuglede kokain samt over tre tons hash.

Stofferne ved McDonald’s-restauranten blev heller aldrig fundet under efterforskningen, som National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) stod i spidsen for – bl.a. med telefonaflytninger i samarbejde med europæiske politikolleger. På den måde fik politiet afsløret, at stofferne har været gravet ned ved familie-restauranten.

LÆS OGSÅ: Sprænger strafferammen: 33-årig dømt for salg af flere tons narko

Foruden Fredericia leverede smuglerne stofferne på Djursland og i København.

Med dommen på 17 års fængsel er den normale strafferamme sprængt. Desuden får den dømte konfiskeret i alt 14 millioner kroner, som han har tjent på smuglerforretningen.

Han blev også dømt for overtrædelse af våbenlovgivningen, da politiet bl.a. fandt et maskingevær, da de sidste år anholdt den nu dømte mand.

LÆS OGSÅ: Politiet anholder mand nær Esbjerg: Trusler på livet

“Dommen er et resultat af en grundig og målrettet efterforskning mod den nu dømte, som har haft en central rolle i indsmuglingen af meget store mængder hård narkotika til Danmark, primært Østjylland,” siger specialanklager Lise Hebsgaard, NSK, i en pressemeddelelse.

Den dømte valgte at modtage dommen. Han anker altså ikke til Vestre Landsret.