Narkopåvirket chauffør brager ind i skolebus: 9-årige Jenni har fået piskesmæld

Torsdag morgen vinker Linda Mannov farvel til sin 9-årige datter Jenni. Hun har netop sat datteren på minibussen, som kommer og henter Jenni hver morgen. Kursen er sat mod specialskolen i Hundested, hvor Jenni går i 2. klasse. Blot nogle stunder senere får Linda Mannov et opkald fra skolen, som næsten giver hende et panikanfald. Jenni’s bus er blevet ramt af en bil, og der er syv ambulancer på vej til stedet.

“Puha, det føles som at få en mavepuster. Jeg gik helt i panik, da skoleinspektøren ringede og fortalte, at min datter havde været ude for en ulykke. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv”, fortæller Linda Mannov til presse-fotos.dk

Skoleinspektøren siger i telefonen, at Jenni er okay, og Linda skal ikke komme ud til stedet, men afvente videre besked.

LÆS OGSÅ: HANDICAPBUS OG PERSONBIL KØRER FRONTALT SAMMEN

I mellemtiden ringer busselskabet og fortæller samme nyhed. Deres chauffør er kommet til skade, fordi en bil har ramt bussen, og derfor er bussen endt i modsatte vejbane.

Linda Mannov haster til skolen, da hun får besked om, at Jenni er ankommet til specialskolen sammen med de andre børn fra bussen.

“Jeg kan se på hende, at hun har grædt i bussen og da jeg taler med hende er hun ikke helt sig selv, fordi adrenalinen stadig kører rundt i kroppen”, fortæller Linda Mannov.

Foto: Privat – Linda og Jenni Mannov

Den 9-årige skolepige har, ligesom resten af skolebørnene, en diagnose, som kræver ekstra opmærksomhed og trygge rammer. Derfor er hun stærkt påvirket af situationen, fortæller Jennis mor.

“Hun har en diagnose, som gør, at hun er meget sensitiv. Hun har brug for at være i trygge rammer og kan let blive påvirket af en situation som denne. Derfor er det også virkelig bekymrende, at de stakkels børn har været ude for noget så skrækkeligt”, siger Linda Mannov.

LIGE NU LÆSER ANDRE: HELIKOPTER I LUFTEN OG BÅD I VANDET: STOR EFTERSØGNING VED MULIG DRUKNEULYKKE

Chauffør anholdt for narkokørsel

Hos Nordsjællands Politi kommer anmeldesen om, at en bilist er kørt over i modsatte spor og ramt en skolebus, hvor der er børn ombord.

Derfor haster politi, ambulancereddere, brandvæsen og læger ud til stedet, hvor de finder bussen, der står midt på vejbanen. Buschaufføren kommer ud til betjentene og fortæller om situationen. Chaufføren er også kommet til skade og derfor bliver han tilset i ambulancen.

Betjentene på stedet får fat på chaufføren af personbilen, som er påvirket af narkotika. Derfor bliver personen sigtet og anholdt på stedet. Der er nu taget en blodprøve, som skal fastlægge, at chaufføren var påvirket, og i hvilket omfang.

Det bekræfter Nordsjællands Politi overfor presse-fotos.dk.

Ondt i kroppen og piskesmæld i nakken

Jenni er blevet tilset i ambulancen på stedet, hvorefter hun er blevet undersøgt af sin egen læge. Her har familien Mannov fået besked på at holde øje med den lille pige, da hun har fået piskesmæld i nakken.

” Det er gudskelov ikke noget alvorligt, så nu har hun bare brug for noget ro”, fortæller Linda Mannov.