Britisk politi rykker ud til, hvad der betegnes som en alvorlig hændelse. En 17-årig er anholdt
Britisk politi har mandag anholdt en 17-årig dreng på mistanke om, at han har stukket flere personer ned i byen Southport.
Det skriver BBC.
Ifølge det britiske public service-medie skete angrebet et sted, hvor der fandt danseundervisning sted.
Mindst otte personer, heriblandt flere børn, har modtaget behandling for skader som følge af at være blevet angrebet med stikvåben.
Det oplyser redningstjenesten North West Ambulance Service på det sociale medie X.
De sårede er blevet bragt til forskellige hospitaler, blandt andet et børnehospital.
Redningstjenesten oplyser intet om deres tilstand.
– Vi kan bekræfte, at beredskabstjenester er i Southport efter en større hændelse, oplyste politiet tidligere.
– Der er meldinger om et antal tilskadekomne.
Motivet menes ifølge politiet ikke at være terrorrelateret.
Bevæbnet politi er på stedet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ud over at anholde en 17-årig dreng har politiet beslaglagt en kniv på adressen. Tidligere oplyste politiet, at en mand var blevet anholdt, men det er siden ændret.
Politiet opfordrer folk til at holde sig fra området, men understreger, at der ikke er nogen fare for offentligheden.
En lokal butiksejer fortalte tidligere mandag til det britiske nyhedsbureau PA, at han var blandt de personer, der ringede ind til politiet for at oplyse, at der var sket et knivstikkeri i området.
– Der kommer mødre her nu og skriger, sagde Colin Parry, der ejer butikken Masters Vehicle Body Repairs.
– Det er som en scene fra en horror-film.
Meldingen til alarmcentralen om et knivangreb kom omkring klokken 11.50 lokal tid (12.50 dansk tid), meddelte politiet ifølge Sky News.
Southport ligger omkring 30 kilometer nord for Liverpool på Englands vestkyst.
/ritzau/