Den hovedmistænkte i en sag om fund af flere lig på en kenyansk losseplads erkender at have dræbt 42 kvinder.
Det oplyser kenyansk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.
Skamferede lig er siden fredag løbende dukket op på lossepladsen i Kenyas hovedstad, Nairobi. Indtil videre er der fundet ni lig.
Men den mistænkte har altså ifølge eget udsagn dræbt langt flere.
– Den mistænkte erkendte at have lokket, dræbt og skaffet sig af med 42 kvindelig på lossepladsen, siger efterforskningsleder Mohamed Amin på et pressemøde.
Den mistænkte er 33 år og blev anholdt cirka klokken 03 natten til mandag.
Politiet oplyser ikke vedkommendes køn.
– Vi har at gøre med en seriemorder, en psykopatisk seriemorder, som ikke har nogen respekt for menneskeliv, siger Mohamed Amin.
Foruden den hovedmistænkte har politiet anholdt en anden mistænkt. Det fremgår endnu ikke, hvilken rolle denne menes at have i sagen.
De ni lig, som indtil videre er dukket op på en losseplads i et slumkvarter i det sydlige Nairobi, var pakket ind i plastikposer.
De skal mandag obduceres.
Fundet førte i weekenden til uroligheder i området, hvor politiet måtte bruge tåregas for at sprede folkemængderne.
Det er indtil videre uvist, hvad motivet til de mange drab har været.
Men søndag oplyste politiet, at det undersøgte, om der eventuelt skulle være en forbindelse til en kult eller til en form for medicinske behandlere.
– De var parteret, gået i forrådnelse i forskellige grader og efterladt i sække, sagde Kenyas øverste fungerende politichef, Douglas Kanya, på et pressemøde søndag om de lig, der var blevet fundet.
De afdøde kvinder, der er fundet, var i alderen 18 til 30 år og er ifølge politiet blevet slået ihjel og parteret på den samme måde.
Det er uklart, hvordan de blev dræbt.
Sagen følger efter en anden makaber sag i Kenya, hvor ligene af mere end 400 medlemmer af en dommedagssekt sidste år blev fundet i forskellige massegrave i et kenyansk skovområde.
Sektlederen Paul Nthenge Mackenzie og yderligere 94 personer er tiltalt i den sag. De menes at have opfordret deres følgere til at sulte sig selv til døde for at kunne møde Jesus.