En nu død 24-årig studerende, der stod bag det værste masseskyderi i Tjekkiets historie, har i et brev erkendt at have begået et dobbeltdrab tidligere på måneden.
Brevet er fundet ved en ransagning af hans hjem, hvor han boede med sin far, i byen Hostoun vest for Prag.
Det oplyser en talsmand for tjekkisk politi onsdag ifølge den tjekkiske nyhedsside Novinky.cz.
Den 24-årige studerende dræbte den 21. december 14 mennesker på et universitet og sårede over 20 personer, inden han dræbte sig selv.
Det dobbeltdrab, som den studerende i brevet erkender at stå bag, fandt sted 15. december.
Her blev en ung mand og hans to måneder gamle datter dræbt, da manden gik tur med hende i en barnevogn.
Ballistiske beviser har tidligere peget i retning af, at den 24-årige studerende kunne stå bag drabet, som fandt sted i et skovområde i udkanten af Prag.
Der er ikke umiddelbart oplysninger om et motiv.
– Vi kan ikke på nuværende tidspunkt offentliggøre det resterende indhold af brevet, siger talspersonen.
Gerningsmanden havde ifølge politiet inden angrebet på universitetet slået sin far ihjel i hjemmet uden for Prag.