Mand anholdt for narkosmugling: Indførte også ti pistoler fra Balkan

Kæmpe sag om skydevåben, håndgranater og ammunition skal afgøres af Retten i Holstebro

I en stor sag om ulovlige våben er en mand fra Struer Kommune blandt andet blevet tiltalt for at indføre mindst ti pistoler fra et land i Balkan.

Desuden er han tiltalt for i 14 tilfælde at sælge pistoler videre til andre. Også forsøg på køb og salg af fuldautomatiske AK 47-rifler og håndgranater indgår i anklageskriftet.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi mandag.

Den 32-årige mand har siden august sidste år været varetægtsfængslet. Det samme har to andre mænd, der også er blevet tiltalt.

Det bliver Retten i Holstebro, der skal afgøre sagen. Der er fastlagt 14 retsmøder fra oktober.

Sagen skyldes blandt andet, at politiet har fået adgang til krypteret kommunikation på en tjeneste ved navn Sky Ecc.

En lang række straffesager om alvorlige lovovertrædelser er blevet rejst i flere forskellige europæiske lande på baggrund af oplysninger fra både Sky Ecc og EncroChat.

For eksempel bygger en stribe danske sager om indsmugling af og handel med store mængder kokain på oplysninger fra ellers krypteret kommunikation. Her har kriminelle sendt beskeder uden brug af kodesprog, fordi de mente sig sikre.

I den aktuelle sag indgår også kokain og hash, oplyser anklagemyndigheden mandag.

I nogle af handlerne med skydevåben skal den 32-årige have solgt lyddæmpere og ammunition.

Også to andre mænd er tiltalt i sagen. Den ene er ligeledes 32, mens den sidste er 62 år.

/ritzau/