Målrettet hærværk: Biler sat i brand af to omgange

Torsdag aften omkring klokken 23.00 blev der slået alarm til brandvæsnet.

To biler stod i flammer i Egevangshusene i Taastrup. Brandfolkene rykkede hurtigt ud til stedet og fik slukket ilden.

Men blot få timer senere, tidligt fredag morgen klokken 04.00, måtte de igen rykke ud til samme adresse. Denne gang stod de samme to biler endnu en gang i flammer.

Politiet som også var fremme på stedet, gik straks i gang med at søge efter spor i området, da det tyder på en bevidst og målrettet handling i mod de to køretøjer.

Ingen personer kom til skade ved brandene, men bilerne blev totalskadet.

Brandårsagen er endnu ukendt, men politiet mistænker, at der er tale om påsatte brande.