Onsdag eftermiddag er der kaos på en dansk motorvejsstrækning, da en lastbilchauffør har tabt mange kilo jord på kørebanen og dermed forårsaget flere ulykker
Billederne fra motorvejen vidner onsdag eftermiddag om stor ødelæggelse med blandt andet en forulykket lastbil og flere andre ulykker i begge retninger på strækningen.
Alle sammenstødene skyldes ifølge politiet, at en lastbilchauffør har påkørt et autoværn – og der i den forbindelse er tabt meget sand og jord ud på vejen.
Den tabte last på kørebanen har resulteret i, at flere andre køretøjer er stødt sammen i to eller tre forskellige uheld herunder harmonikasammenstød.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Sammenstødene er sket i begge retninger på Herningmotorovejen mellem Pårup og Funder.
Midt- og Vestjyllands Politi har under oprydningsarbejdet set sig nødsaget til at afspærre alle sporene i østgående retning.
Til TV Midtvest oplyser vagtchef ved politikredsen Jeppe Holgersen, at der er flere tilskadekomne – men at man endnu ikke har et overblik over, hvor alvorlige skader, der er tale om.
Politiet er endnu ikke bekendt med, hvor mange køretøjer der er involveret i alt.
Presse-fotos.dks udsendte til stedet fortæller om kaos og en mange kilometer lang motorvejskø.
Midt- og Vestjyllands Politi har endnu ingen tidshorisont for genåbning af motorvejen, men Vejdirektoratet oplyser, at det vil ske i løbet af eftermiddagen.