Rasmus Højlund hyldede Cristiano Ronaldo med kendt jubelscene efter ikonets dramatiske exit på landsholdet.
Da Portugal torsdag aften slog Danmark 4-2, var der især én detalje, som fik tilskuerne til at spærre øjnene op og trække på smilebåndet.
Efter at have løbet fra det portugisiske forsvar og chippet bolden over målmanden, fejrede Rasmus Højlund sin 2-2-scoring med Cristiano Ronaldos ikoniske jubelscene.
Præcis som når Ronaldo selv udfører jubelscenen, udløste Højlunds gengivelse også et brølende “Siiuuu” fra publikum, da den danske angriber landede på græsset.
Spørger man Mohamed Daramy, er der ingen tvivl om, hvad Højlunds hensigt var.
– Vi talte inden kampen om, om han ville gøre det igen, og det gjorde han så.
– Det er fedt. Det er ikke for at håne ham. Det er en anerkendelse af Ronaldo, som er hans idol.
– Det er helt okay, og det tror jeg heller ikke, at Ronaldo har noget imod, siger Daramy.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Højlund lavede også jubelscenen, da han sidste år scorede mod Portugal, mens Ronaldo var på banen.
Dengang blev Højlunds gestus modtaget med et smil på læben hos Ronaldo, da han efterfølgende blev spurgt ind til det.
– Det er ikke et problem for mig. Jeg er glad for, at han kan lide min fejring, lød det dengang fra Ronaldo.
Men denne gang var timingen anderledes interessant.
Onsdag forlod Ronaldo nemlig landsholdet under en træning i Parken som protest mod især sin landstræners udtalelser ved et pressemøde.
Her slog Jorge Jesus fast med syvtommersøm, at det er ham, som bestemmer, og at der gælder samme regler for Ronaldo som for alle andre.
Det ville den umættelige angriber tilsyneladende ikke finde sig i.
Ronaldos uskønne exit kan også være en endegyldig afsked med det portugisiske landshold, som han har optrådt for i 234 kampe, hvilket er flest landskampe af alle.
Selv om timingen i Højlunds hyldest kan fremstå betændt oven på de tumultariske dage for Ronaldo og Portugal, er det ifølge flere af holdkammeraterne ikke danskerens mening at puste til ilden.
– Han lavede den også sidste gang, Ronaldo var her. Det er kun en hyldest til ham, siger Mikkel Damsgaard.
Det har heller ikke nødvendigvis noget at gøre med de seneste dages drama i den portugisiske landsholdslejr, mener Joachim Andersen.
– Jeg tror ikke, det har så meget med det at gøre. Jeg tror bare, at han godt kan lide Ronaldo, siger forsvarsspilleren.
Fulham-spilleren vil ikke blande sig i sagen, men han ville til gengæld gerne have spillet mod den 41-årige verdensstjerne.
– Vi skal passe på med at tro, at vi ved alt, hvad der er sket. Man skal ikke tro på alt, hvad man læser.
– Ronaldo er en verdensstjerne, og jeg havde gerne set ham spille, men sådan gik det ikke, siger Andersen.
RITZAU