Optakt: Danske U23-herrer møder svær modstand ved EM

U23-herrerne følger lige i hælene på deres kvindelige kollegaer, når de kører EM-linjeløb fredag eftermiddag.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Fredag bliver EM i landevejscykling skudt i gang med U23-linjeløb på både herre- og kvindesiden.

Mens de unge kvinder skulle tidligt op for at køre løbet, der er i skrivende stund bliver kørt, indtager U23-herrerne EM-ruten senere på dagen.

Ved VM blev den højeste danske placering i U23-herrelinjeløbet en 22.-plads til Patrick Frydkjær.

Og spørgsmålet er, om det danske hold kan komme tættere på de helt sjove pladser, når de skal i kamp mod et stærkt EM-felt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Ruten

Når de danske drenge og resten af feltet begiver sig ud på EM-ruten, skal de tilbagelægge under halvdelen af de højdemeter, VM-ruten i Montreal bød på.

Men ruten i Slovenien er langt fra noget sprinterløb.

Tværtimod skal rytterne op ad en stigning, der er både hårdere og længere end Voie Camillien-Houde, der var den primære udfordring i Canada.

Stigningen til den lille by Možjanca byder på mere end to kilometer med en stigningsprocent på mere end ti procent i gennemsnit.

U23-herrerne starter modsat U23-kvinderne ikke direkte på rundstrækningen ved foden af Kamnik-Savinja-alperne.

I stedet går starten i EM-værtsbyen Ljubljana, og først efter lidt over 75 kilometer krydses målstregen i Šenčur første gang.

Herfra skal Možjanca-stigningen bestiges tre gange.

Til gengæld er der knap 15 kilometer til målstregen fra toppen. Og derfor skal der skabes markante huller på stigningen, hvis man skal sikre sig sejren her.

De danske medaljechancer

Danmark stiller til start ved EM med præcis samme U23-herrehold, som man havde med til VM.

Det vil altså sige Mads Landbo, Kristian Egholm, Patrick Frydkjær, Noah Andersen, Kevin Biehl og Emil Nymand.

Det var som nævnt Frydkjær, der opnåede den højeste danske placering ved VM. Men i virkeligheden var det Egholm, der viste de mest lovende takter.

Han sad nemlig alene med den endelige vinder Ashlin Barry, indtil der var godt 30 kilometer til mål.

Tidligere på ugen tog han desuden en sjetteplads på enkeltstarten.

Dermed har han altså netop bevist, at han både kan klatre med de bedste og køre stærkt på flad vej. Og det får han brug for på EM-ruten, hvor der er både længere stigninger og længere stykker med flad vej – modsat VM-ruten, hvor der var flere korte stigninger og meget få flade passager.

Men der er flere kort at spille med for det danske hold.

Selvom stigningen er hårdere og længere end ved VM, er der trods alt fortsat tale om en relativt kort klatretur.

Og på den slags stigninger – dog med lidt mindre stigningsprocenter – har Patrick Frydkjær tidligere vist, at han kan køre med nogle af de bedste i aldersgruppen.

Han har blandt andet fået en andenplads i U23-udgaven af Gent-Wevelgem og vundet en etape af Circuit des Ardennes på eliteniveau.

Kevin Biehl har i år vist gode klatreevner i Armenien Rundt, Giro della Valle d’Aosta og G.P. Palio del Recioto.

Derfor er han heller ikke noget dårligt kort for Danmark.

På papiret er ingen af de danske ryttere dog blandt de allerstærkeste i feltet, og derfor kræver det strategisk snilde og stærkt holdarbejde, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en dansk medalje.

Men det bliver altså svært.

Favoritterne

Ligesom ved VM kræver det stærke klatreben, hvis man skal kæmpe med om EM-guldet.

Derfor kan man med fordel kigger på sidste uges resultatliste for at finde favoritterne til fredagens løb.

Héctor Álvarez, der tog bronze på VM-enkeltstarten og sølv i linjeløbet, kan sagtens ende med at tage endnu et skridt op ad skamlen.

Han blev sågar nummer tre ved sidste års EM – hvorfra hverken nummer et eller to er gengangere ved dette års U23-løb.

Álvarez har også allerede vist sig frem på eliteniveau, hvor det blandt andet er blevet til en andenplads ved Trofeo Calvià og to tredjepladser i Østrig Rundt.

Tour de l’Avenir-toeren Niels Driesen, som blev nummer fem ved VM, er også et godt bud, ligesom VM’s nummer tre og fire Jesper Stiansen og Aubin Sparfel ligeledes er blandt favoritterne.

Tyskeren Max Bock skuffede fælt ved VM, men han har tidligere vist klatreevner, der alligevel bør gøre ham til en outsider ved EM.

Annonce
Annonce
Annonce