Retten i Hjørring har onsdag frifundet en 28-årig kvinde fra Hjørring, som var under anklage for at billige et terrorangreb, oplyser kvindens advokat, Raquel Esteves, til Ritzau.
På et tidspunkt mellem 7. oktober og 3. november 2023 skrev kvinden en kommentar i en Facebook-gruppe kaldet “Muslimer til stemmeboksene” med 26.000 medlemmer.
– Hamas (efterfulgt af fire hjerter) De er fandeme de eneste, der fucking gør noget.
Derudover skrev hun:
– Ja efterfulgt af fire græde-emojier) Og ingen hjælper dem. Jamen for helvede en verden (efterfulgt af fire græde-emojier og seks emojier med et brudt hjerte.
Efter anklagemyndighedens opfattelse henviste kvinden til Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober 2023.
Det var den dag, hvor den palæstinensiske organisation iværksatte et storstilet angreb mod Israel, hvor hundredvis af civile blev dræbt og adskillige andre blev taget til fange.
I straffeloven er der en bestemmelse, som kriminaliserer ytringer, der billiger en række alvorlige forbrydelser – for eksempel terror.
Anklagemyndigheden har vurderet – og en række personer er allerede blevet dømt – at flere gennem ytringer på sociale medier har overtrådt den bestemmelse.
Raquel Esteves fortæller til Ritzau, at Retten i Hjørring dog ikke fandt det bevist, at kvindens kommentarer i Facebook-gruppen var ulovlige.
– Retten fandt det ikke bevist, at det knyttede sig til terrorangrebet, lyder det fra advokaten.
Hamas-angrebene mod Israel i oktober 2023 er ved flere lejligheder af danske domstole blevet henført under straffelovens terrorbestemmelse.
En række af de udtalelser, som herhjemme er fremsat efter angrebene er blevet anmeldt til politiet.
Statsadvokaten i København oplyste i august, at der på daværende tidspunkt var modtaget 150 anmeldelser om såkaldt terrorbilligelse. I 13 af sagerne var der rejst tiltale.
I 36 andre sager var der ikke nok hold i sagen til, at anklagemyndigheden ville føre den ved retten.
Anklagemyndigheden har nu to uger til at beslutte, om Retten i Hjørrings dom skal ankes til Vestre Landsret.
En fejl fra Vurderingsstyrelsen kan nu koste dyrt for over 700.000 danskere