Kronprinsessens søn taget med bukserne nede: Voldtager bevidstløs kvinde

Marius Borg Høiby, der er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, er blevet anholdt og sigtet for voldtægt.

Det oplyser norsk politi i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet NTB.

Ifølge sigtelsen har 27-årige Marius Borg Høiby haft seksuel omgang med en person, der var bevidstløs eller af andre årsager ikke kunne gøre modstand.

Der er ifølge politiet tale om et andet seksuelt forhold end samleje, men det betragtes altså som voldtægt.

– Politiet har udvidet sigtelsen mod Marius Borg Høiby.

– Sigtelsen er udvidet til også at gælde et forhold for overtrædelse af straffelovens paragraf 291 b, som gælder seksuel omgang med nogen, som er bevidstløs eller af andre grunde er ude af stand til at modsætte sig handlingen, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Høiby blev anholdt mandag aften klokken 23.12.

Det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Kvindens bistandsadvokat, Hege Salomon, fortæller til den norske avis VG, at offeret ikke er en del af miljøet omkring Marius Borg Høiby, og at hun ikke kender ham. Kvinden er i 20’erne.

Kronprinsesse Mette-Marits søn efterforskes i forvejen for flere andre forhold og har tidligere været anholdt.

Således blev han anholdt 4. august i Oslo og sigtet for vold mod sin daværende kæreste. Siden er han også blevet sigtet for vold begået mod to andre kvinder, som han tidligere har været i forhold med.

Ud over at sigte Høiby for voldtægt i den seneste sag, har politiet skærpet sigtelsen i sagen fra august om vold mod Høibys daværende kæreste.

I stedet for vold sigtes han for mishandling i nære relationer, skriver NTB. Derudover sigtes han for at have brudt et forbud mod at opsøge offeret i sagen og for at have kørt uden gyldigt kørekort.

Høiby sigtes også for mishandling af kvinderne i de to andre sager og for drabstrusler mod en mand.

Ifølge NTB befandt Høiby sig i en bil med én af forurettede fra en af de andre sager, da han mandag aften blev anholdt.

Marius Borg Høiby er søn af kronprinsesse Mette-Marit, men er ikke formelt en del af det norske kongehus. Det skyldes, at han blev født, før Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon.