Kongeparret skal overvære åbningsceremonien ved OL i Paris

Under OL vil kongeparret være til stede ved udvalgte konkurrencer for at bakke op om de danske atleter

Kongeparret vil overvære den officielle åbningsceremoni ved de olympiske lege i Paris fredag.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Inden åbningsceremonien vil kong Frederik og dronning Mary deltage i en reception i Élyséepalæet i Paris, hvor Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er vært.

De olympiske lege bliver afholdt i Paris fra den 26. juli til den 11. august.

Under legene vil det danske kongepar overvære udvalgte konkurrencer og bakke op om de danske atleter, skriver kongehuset.

Dagen inden den officielle åbningsceremoni vil kongeparret deltage i åbningen af Den Danske Pavillon i Danmarkshuset og Frederikskirken i Paris.

Den Danske Pavillon bliver et udstillings- og eventområde, hvor udstillinger, aktiviteter og events vil præsentere danske styrkepositioner og bæredygtige danske løsninger.

Åbningsceremonien ved dette års olympiske lege foregår på floden Seinen i det centrale Paris.

Her vil tusindvis af atleter blive sejlet godt seks kilometer ned ad floden, mens omkring 600.000 tilskuere forventes at tage opstilling langs Seinen for at kigge på.

Sommerlegene er officielt placeret i Paris, men begivenhederne kommer til at være spredt ud over en række større og mindre byer i Frankrig.

Danmark stiller i år med 133 atleter – inklusive 12 reserver.

Oprindeligt lød antallet af danske atleter på 135, men den danske badmintonspiller Mathias Christiansen har trukket sig, efter at han har lavet fejl i indberetningen af sine whereabouts.

Da han har lavet tre fejl inden for et år, kan han ifølge antidopingreglerne blive straffet, og han har derfor valgt at trække sig fra OL.

Han skulle have deltaget i OL i mixeddouble med makkeren Alexandra Bøje, som derfor heller ikke kommer til at deltage.

Den danske medaljemålsætning lyder på 9 til 11 medaljer. Ved det seneste OL i Tokyo hentede Danmark 11 medaljer.

/ritzau/

Arkivfoto