Knivstukket direkte i brystet

Illustrationsfoto

En mislykket narkohandel er endt i et knivstikkeri. En 38-årig mand blev ramt, men er i stabil tilstand

En 38-årig mand er blevet indlagt på hospitalet, efter at han blev stukket i brystet med en kniv – formentlig i forbindelse med en narkohandel, som gik i vasken.

Det oplyser Jesper Sørensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi, tidligt torsdag morgen.

Vagtchefen kan desuden oplyse, at en 45-årig formodet gerningsmand er blevet anholdt i sagen.

Han er indtil videre blevet sigtet for grov vold. Det kan dog opjusteres til drabsforsøg, alt efter hvad efterforskningen viser.

Jesper Sørensen fortæller, at politiet fik anmeldelsen 00.35 fra Vangen i Nørresundby, der ligger nord for Limfjorden.

– Den første vogn, som kommer derover, træffer en forurettet mand, en 38-årig, som er tildelt et knivstik i brystet, siger Jesper Sørensen.

Den 38-årige var alvorligt tilskadekommen, og han blev kørt på hospitalet, efter at de første patruljer havde ydet livreddende hjælp.

Jesper Sørensen siger, at de seneste meldinger fra hospitalet er, at han er i stabil tilstand. Hans pårørende er desuden blevet underrettet om hændelsen.

– Vores teori er, at det er en narkohandel, der er gået galt, siger Jesper Sørensen.

Det forventes, at den 45-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag.