Kniv, trusler og overfald på skole: Nu er der nyt i sagen

To 15-årige drenge bliver lørdag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold og trusler efter en episode fredag, hvor en gruppe børn bevæbnet med knive gik ind på Katrinebjergskolen i Aarhus.

På skolen blev en elev udsat for vold og trusler, oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport lørdag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Det var klokken 09.43 fredag formiddag, at en gruppe børn gik ind på skolen.

Ifølge politiet var der ud over de to 15-årige tale om tre mindreårige, som på grund af deres alder ikke kan straffes.

– Det tyder på, at gerningsmændene har en uoverensstemmelse med en elev, som de ville i kontakt med, og det ender med trusler og vold, lød det fredag fra vicepolitiinspektør Thomas Schouby i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

– Der er umiddelbart tale om meget unge gerningsmænd, og formentligt er der altså tale om en personlig konflikt, lød det videre fra vicepolitiinspektøren.

De 15-årige drenge bliver lørdag formiddag stillet for en dommer ved Retten i Aarhus. Dommeren skal vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle drengene.

Både Aarhus Kommune og Østjyllands Politi har i forlængelse af fredagens episode deltaget i et informationsmøde for forældrene.

Mandag vil politiet været til stede ved skolen med en såkaldt mobil politistation.

Her vil der være mulighed for – for både børn og voksne – at tale med de politifolk, som er på stedet.

/ritzau/