Kærshovedgård: 37-årig iraner udvist for anden gang efter alvorlige episoder

En 37-årig iransk statsborger idømmes fængsel og udvisning for anden gang efter en lang række forhold

Besiddelse af et haglgevær og en riffel, vold og gentagne overtrædelser af hjemrejseloven.

Det koster en 37-årig iransk statsborger tre år og seks måneders fængsel samt udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandig for anden gang.

Det afgør Retten i Svendborg tirsdag, oplyser anklagerfuldmægtig Frederik Bendixen.

37-årige Omid Ali Asgari var tiltalt for en lang række forhold herunder besiddelse af våben under særligt skærpende omstændigheder, trusler samt ikke at have overholdt sin meldepligt på udrejsecentret, hvor han bor.

Den 37-årige har valgt at anke dommen, oplyser anklageren.

Det er godt ti år siden, at den dengang 26-årige Omid Ali Asgari fik en dom på seks års fængsel og blev udvist af Danmark for blandt andet afpresning, trusler om vold og røveri af en taxachauffør.

I tiden efter sin dom har han opholdt sig på Udrejsecenter Kærshovedgård, hvor han er fortsat med at begå kriminalitet.

Da han blev udvist første gang, ankede Asgari byrettens dom om udvisning for bestandig, da han frygtede for sit liv, hvis han blev udvist til Iran, hvor han er født.

Men landsretten stadfæstede dengang byrettens dom om udvisning.

På Kærshovedgård har den 37-årige været pålagt meldepligt, opholdspligt og underretningspligt, hvilket han nu er blevet dømt af Retten i Svendborg for at overtræde.

Det var disse overtrædelser sammen med besiddelsen af et Lanber Baron-jagtgevær og en riffel af mærket Remington, der var udslagsgivende for straffen på tre et halvt års fængsel, oplyser Frederik Bendixen.

Han er også blevet dømt for at besiddelse af en mindre mængde narko til eget forbrug samt at have kørt bil uden kørekort.

Omid Ali Asgari skal sidde varetægtsfængslet, indtil ankesagen mod ham behandles i Østre Landsret.

/ritzau/