Spanien, Portugal og Marokko bliver VM-værter 2030. De tre første kampe skal dog spilles i Sydamerika
Spanien, Portugal og Marokko bliver værter for VM i herrefodbold i 2030.
Det oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) på sin hjemmeside efter en videokonference i Fifa Council.
For at markere VM’s 100-års jubilæum skal de første tre kampe i turneringen spilles i Uruguay, Argentina og Paraguay. Uruguay var vært for den første slutrunde i 1930.
Åbningskampen vil blive spillet på Estadio Centenario i Uruguays hovedstad, Montevideo. Det var selvsamme stadion, der lagde græs til historiens første VM-finale.
De tre sydamerikanske lande havde budt på at afvikle hele 2030-slutrunden, men blev altså fravalgt til fordel for det fælles bud fra Sydeuropa og Nordafrika.
– To kontinenter – Afrika og Europa – forenet, ikke bare i fejring af fodbold, men også ved at sørge for en unik social og kulturel samhørighed. Hvilken fremragende besked om fred, tolerance og inklusion, siger Fifa-præsident Gianni Infantino i pressemeddelelsen.
VM blev senest spillet i Europa i 2018, da turneringen blev afviklet i Rusland. Otte år tidligere var Sydafrika vært som det første og hidtil eneste afrikanske land.
I lyset af Fifas rotationsprincip var det ventet, at det fælles bud fra Spanien, Portugal og Marokko havde gode chancer for at vinde værtskabet i 2030.
Alle tre nationer vil være direkte kvalificeret til VM i 2030, der får deltagelse af 48 nationer.
Samtidig med onsdagens beslutning sætter Fifa gang i ansøgningsprocessen til at afholde VM i 2034. Man opfordrer interesserede værtslande fra fodboldforbundene i Asien og Oceanien til at indgive bud.
Der er blevet spekuleret i, at Saudi-Arabien kunne være et bud på en fremtidig VM-vært. Australien har tidligere uden held forsøgt at vinde værtskabet, men arrangerede senest kvindernes VM-slutrunde sammen med New Zealand.
VM i 2026 bliver afviklet i USA, Canada og Mexico.
/ritzau/