Aarhus Revyen præsenterer stjernespækket hold: Her er de medvirkende i ‘Smilets Revy’

En blanding af rutinerede og nye navne indtager Tivoli Friheden, når Aarhus Revyen vender tilbage til april.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

I 2023 fik Danmarks næststørste by igen sin helt egen revy, da skuespillerparret Mikkel Schrøder og Christine Astrid genoplivede Aarhus Revyen.

I løbet af de seneste fire sæsoner har ‘Smilets Revy’ kunnet præsentere stjerner som Szhirley, Maria Lucia, Silas Holst, Henrik Lykkegaard og Troels Malling.

Nu kan revyen kigge frem mod sæson fem efter comebacket, hvor der endnu en gang bliver kastet stjernestøv ud over Hermans i Tivoli Friheden.

I en pressemeddelelse løfter Aarhus Revyen nemlig sløret for næste års stjernespækkede skuespillerhold.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Fra venstre: Lone Rødbroe, Jon Lange, Silas Holst, Mikkel Schrøder og Louise Hylland. Foto: Aarhus Revyen

Rutinerede kræfter

Årets revyhold byder på tre velkendte ansigter, som Aarhus Revyens tilskuere har stiftet bekendtskab med i tidligere sæsoner.

Og så er der to helt nye navne på plakaten.

Fra dette års revy vender to skuespillere tilbage i 2027.

Den ene af dem er ingen ringere end den tidligere stjernedanser og et af landets største musicalnavne Silas Holst.

Han fik i år sin debut i ‘Smilets Revy’, men det var bestemt ikke hans første tur i revy-manegen.

Han har nemlig jobs i både Cirkusrevyen, Nykøbing F. Revyen og Rottefælden i Svendborg – som Mikkel Schrøder og Christine Astrid i øvrigt også står bag – på sit cv.

Aarhus Revyen bliver ikke den eneste revy, hvor man kan opleve den tidligere ‘Vild med Dans’-deltager i 2027. I starten af året deltager han nemlig i Fyns Vinterrevy på Magasinet i Odense – et samarbejde mellem Rottefælden og Odense Sommerrevy.

Det samme gør Mikkel Schrøder, der udover at være ophavsmand og medejer af Aarhus Revyen også har været fast mand på scenen siden revyens tilbagevenden i 2023.

Den rutinerede profil er selvsagt også med i 2027.

Det tredje velkendte navn, der vender tilbage i 2026, er den erfarne revystjerne Lone Rødbroe, der medvirkede i Aarhus Revyen i 2024 og 2025 samt vinterrevyen ‘Jul i Hermans saloner’ i 2013.

Hun har ligeledes stor erfaring fra en række andre revyer – heriblandt Tivolirevyen – og minsandten om hun ikke også er at finde i Fyns Vinterrevy næste år.

Nye revystjerner

De tre erfarne kræfter får selskab af to skuespillere, der i Aarhus Revyen næste år medvirker i deres henholdsvis første og anden revy.

Debutanten er dansk-norske Louise Hylland, der blandt andet er kendt for DR-satireprogrammet ‘Den tid på ugen’ og flere Klamedia-sketches.

Hun har desuden vundet en række priser for sit instruktør- og forfatterarbejde på flere kortfilm.

Nu kaster hun sig ud i revyverdenen og debuterer i Aarhus Revyen.

Jon Lange revydebuterede derimod i år, da han medvirkede i Odsherred Sommerrevy.

Mange vil nok kende ham fra TV 2-serien ‘Sygeplejeskolen’, hvor han spiller Dr. John Neumann.

Det er igen i år medejer Christine Astrid, der sidder i instruktørstolen.

Aarhus Revyen 2027 har forpremiere den 7. og 8. april samt reel premiere den 9. april.

Annonce
Annonce
Annonce