Politiet fik et tip, der førte til anholdelsen af en 21-årig mand. Han er varetægtsfængslet frem til oktober
Den 21-årige mand, som Københavns Politi onsdag anholdt og sigtede for drabsforsøg i Valby den 20. juni, er blevet varetægtsfængslet.
Det skriver Københavns Politis anklagere på det sociale medie X.
– Retten fandt begrundet mistanke for grov vold samt forsøg på røveri af særlig grov beskaffenhed, skriver politiet.
Manden blev den 12. august efterlyst i forbindelse med knivstikkeriet. Efter tip fra borgere kunne politiet onsdag anholde den 21-årig, som de “mener er identisk med den efterlyste”, skrev politiet onsdag på X.
Knivstikkeriet fandt sted omkring klokken 2 om natten ved Spinderiet i Valby den 20. juni. Offeret var en 31-årig mand, som blev tildelt flere knivstik og efterfølgende var i livsfare.
Politiet oplyser ikke, hvordan den 21-årige mand forholder sig til sigtelsen.