En hund er natten til lørdag afgået ved døden efter en voldsom brand på Amager. Flere brandfolk er også kommet til skade
Københavns Politi modtog i nat klokken 03.07 en anmeldelse om, at der var brand på Kongelundsvej 599 i Dragør på Amager.
Derfor rykkede Tårnby Brandvæsen sammen med politiet talstærkt ud.
“Da vi kommer derud, er der høje flammer, og bygningen er overtændt. Da branden senere er slukket, finder mand en hund, der er indebrændt,” siger vagtchef Esben Godiksen ved Københavns Politi til Presse-fotos.dk.
“Derudover har vi et par brandfolk, der i forbindelse med slukningen, er kommet til skade,” siger vagtchefen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Vagtchef Esben Godiksen er ikke klar over, hvilken tilstand brandfolkene er i, ligesom han ikke har nærmere detaljer om, hvordan skaden skete.
“Siden brandslukningen i nat har flammerne været blusset op et par gange, og det er derfor, at borgere har kunne se os til stede ved adressen i løbet af lørdag,” afslutter vagtchefen.
Det er nu en opgave for Københavns Politi at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring brandårsagen.