Siden 2022 har han- og huntigeren i Zoologisk Have i København gået side om side, uden at romantikken blomstrede.
Til stor skuffelse for dyrepasserne i tigerteamet, der havde håbet på en ny lille tigerunge. Men håbet vendte tilbage, da en parring blev spottet i oktober, og nu er en lille ny tigerunge kommet til verden.
Det oplyser Zoologisk Have i København tirsdag.
Den lille unge kom til verden for tre uger siden, men dyrepasserne ville sikre sig, at tigerungen var sund og rask, før de meldte noget ud.
– Det er jo ni år siden, vi sidst havde en tigerunge i ZOO, så det er en stor ting for os. Derfor er vi virkelig glade for, at vi nu kan dele det med omverdenen, siger dyrepasser i rovdyrsafdelingen Zaco Sonne i meddelelsen.
Tigerne i Zoologisk Have
Mor: Huntigeren er født i ZOO 19. 2013.
Far: Hantigeren er fra Frankrig og kom til ZOO i marts 2022. Han er også født i 2013.
Avl: Tigre lever alene hele deres voksne liv og vil det meste af tiden befinde sig langt fra hinanden. Hantigere har typisk større territorier end huntigre og hannens område overlapper derfor typisk flere hunners.
Når en hun er i brunst, markerer hun sit område med en anden duft, som hannen så reagerer på. Også for huntigeren er urinens duft fuld af information, og hunnerne kan tilsyneladende ved at lugte til hannens duftmarkeringer vurdere om det er en han, der er værd at få unger med. Man har således set stor forskel i hunners adfærd alt efter hvem, de lugter tis fra.
Hunnen kan agere parringsklar ved noget urin, og virke helt indifferent ved andet. Ægløsningen sker -som hos andre kattedyr- først ved parringen, hvilket er praktisk, når man lever alene og ikke kan være sikker på, hvornår en partner dukker op.