Holger Rune bryder igen samarbejde med træner

Den danske tennisstjerne Holger Rune ændrer igen på sit trænersetup.

Samarbejdet med den franske træner Patrick Mouratoglou ophører med øjeblikkelig virkning. Det er Rune og franskmanden blevet enige om.

Det skriver danskeren på Instagram.

– Jeg har haft nogle gode snakke med Patrick, og vi er blevet enige om, at vores veje splittes, skriver Holger Rune.

Han oplyser også, at Kenneth Carlsen nu vil være hans træner ved alle træninger og turneringer. Tidligere var Carlsen nummer to i Runes trænerhierarki.

Det er ikke første gang, at Patrick Mouratoglou og Rune skilles. Fra sensommeren 2022 og frem til US Open i 2023 var Mouratoglou tilknyttet som en del af Runes trænerstab.

Efter det brud lød det fra Rune-lejren, at franskmanden ikke var dedikeret nok. Siden fulgte en periode med stor udskiftning i Runes trænerstab, før Mouratoglou i februar i år atter blev tilknyttet Rune. Denne gang varede samarbejdet i fem måneder.

På grund af en skade deltager Holger Rune ikke ved OL i Paris.

To børn er blevet efterladt uden forældre i forbindelse med en tragisk dødsulykke. Nu kommer pårørende med et ønske til bisættelsen.