Hel familie anholdt i narkosag

En hel familie bestående af far, mor og søn er tirsdag blevet idømt fængselsstraf ved retten i Randers.

Det var et tip, som ledte Østjyllands Politi ud til en adresse i Norddjurs, hvor mor og søn havde bopæl.

Det oplyser politiet på deres hjemmeside.

Ved ransagningen af boligen fandt politiet både amfetamin, kokain og kolde kontanter. Udover de euforiserende stoffer, fandt politiet også en masse små poser, som må antages at være blevet brugt til at sælge det ulovlige narko i.

Derfor blev både mor og søn sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg, og blev begge to varetægtsfængslet dagen efter.

Dermed kunne sagen være afsluttet.

Men blot kort tid efter, at mor og søn var blevet fængslet, dukkede faren op og hævdede, at al narkoen i huset tilhørte ham, selvom han ikke havde adresse der. Faren meldte sig selv til politiet og fortalte, at ingen i familien vidste besked om, at han opbevarede de ulovlige stoffer i huset.

ANDRE LÆSTE OGSÅ: MOR ANHOLDT AF SIN SØN

Men det hjalp dog ikke på situationen, da politiets efterforskning viste, at den primære korrespondance om amfetaminen og kokainen var mellem mor og søn. Derfor idømte Retten i Randers både mor og søn 5 års fængsel, mens faren fik 2,5 år bag tremmer.

”Den 25-årige mand og den 43-årige kvinde blev dømt for sammen at have været med til at opbevare knap 800 gram kokain og knap 400 gram amfetamin for at ville sælge det med betydelig fortjeneste, mens den 45-årige alene blev dømt for at have været med til ville sælge amfetaminen. Den 43-årige kvinde var ustraffet og ikke kendt af politiet, men som dommen viser, så er salg af hård narko en kriminalitetsform, der som udgangspunkt giver en lang fængselsstraf uanset ens fortid, ” forklarer anklager Rosa Pape. 

LÆS OGSÅ: POLITI ANOLDER TØRSTIG TYV

Kvinden ankede dommen, mens sønnen tog i mod dommen på 5 års fængsel. Familiefaren, som indrømmede at have del i stofferne til grundlovsforhøret, nægtede sig skyldig i retten. Han har ikke anket dommen endnu, men bedt om betænkningstid.