Hassan Nasrallah dræbt i angreb

Ifølge det israelske militær er Hizbollahs øverste leder Hassan Nasrallah blevet dræbt i et angreb

Det israelske militær meddeler lørdag, at man har dræbt Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah.

Han blev ifølge Israel dræbt fredag i et luftangreb mod bevægelsens centrale hovedkvarter i den sydlige del af Libanons hovedstad, Beirut.

På det sociale medie X skriver talsperson Avichay Adraee, at militæret har “elimineret Hassan Nasrallah, leder af terrororganisationen Hizbollah”.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

På selvsamme platform skriver Israels militær (IDF):

– Hassan Nasrallah vil ikke længere være i stand til at terrorisere verden.

Hizbollah har lørdag formiddag ikke bekræftet oplysningen.

Nasrallah blev Hizbollahs øverste leder i 1992, hvor han var blot 32 år. Han overtog fra Abbas al-Musawi, der blev dræbt af Israel.

Hassan Nasrallah har kultstatus blandt sine shiamuslimske tilhængere og også stor indflydelse på Libanons samfundsinstitutioner.

Og så råder han hos Hizbollah over et våbenarsenal, der langt overgår den nationale hærs.

En anonym kilde tæt på den libanesiske gruppe har sagt til nyhedsbureauet AFP, at kontakten med Nasrallah gik tabt fredag aften.

Israels angreb mod Libanon er blevet optrappet markant de seneste knap to uger.

Den 17. september eksploderede en lang række personsøgere hos Hizbollah-medlemmer, og dagen efter skete det samme i walkie-talkier.

Libanon har anklaget Israel for at stå bag de koordinerede eksplosioner. Israel har ikke officielt påtaget sig skylden.

Israels angreb mod Libanon og Hizbollah foregår, samtidig med at Israel er i krig mod den militante bevægelse Hamas i Gazastriben.

Krigen blev udløst af Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober for snart et år siden.

Under den krig er der også opstået kampe ved grænsen mellem Israel og Libanon. Det er de kampe, der i den seneste tid er blevet optrappet drastisk med blandt andet israelske angreb mod Libanons hovedstad, Beirut.

En mand blev fredag blandt andet reddet ud af sin varebil, da den druknede i en viadukt. Det kan du se billeder fra her.