I mange år har efterskolens gigantiske juletræ været forbundet med gode minder og traditioner. Det er slut nu, efter der har været besøg af hærværkere.
‘I går aftes (torsdag) var der to tarvelige mænd, som gik ind i vores forhave og skar vores juletræ ned,’ starter Halstedshus Efterskolen ud i et Facebook opslag.
“Skrid med jer. Vi er ved at pranke nogen,” skulle gerningsmændene have sagt til efterskoleeleverne, ifølge Folketidende.
Flere af eleverne så nemlig det betydningsfulde træs fald.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Under julearrangementet på efterskolen, der ligger på Lolland, havde flere af eleverne nemlig set grenene på det over 20 meter høje træ bevæge sig.
En grå bil kørte frem og tilbage, alt imens efterskoleeleverne hentede nogle voksne.
Og så skete det, der ikke måtte ske – juletræet faldt til jorden, fortæller Susser Murel, der er viceforstander på Halstedhus Efterskole.
Vigtigt for traditionerne
For efterskolen var træet ikke bare et juletræ.
Da man i sin tid plantede det var det ikke mere end 1,69 meter højt.
Løbende har traditionerne udviklet sig om træet. I løbet af november er det eksempelvis en fast tradition, at efterskolen synger julen ind, drøner ud til det store træ, hvor man står i en cirkel og synger ‘Nu er det jul igen’.
Det er dog sket for sidste gang nu.
Efterskolen har anmeldt hændelsen til politiet, hvor man også nu jagter et nyt træ.
“Der skal et nyt træ op. Vi må have fjernet det gamle og skaffe et nyt,” slår Susser Murel fast.