Ti medarbejdere fra håndværkerfirmaet Tømrer- og snedkermester Børge Nielsen arbejdede på restaureringen af Børsen, da branden opstod omkring klokken 7.30.
Det fortæller Peter Følbæk Nielsen, som er administrerende direktør i firmaet, til Sjællandske Nyheder.
– Vores vigtigste opgave har selvfølgelig været at sikre, at alle vores kolleger er kommet sikkert ud. Det er de heldigvis, siger han til mediet.
Medarbejderne fra Børge Nielsen er samlet i nærheden af den brændende bygning, siger Peter Følbæk Nielsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ifølge Fagbladet 3F var de ansatte i tømrerfirmaet mødt ind omkring klokken 6.30.
Jesper Følbæk Nielsen, direktør i Tømrer- og snedkermester Børge Nielsen, siger til Fagbladet 3F, at firmaets medarbejdere arbejdede på stilladset.
– Jeg forventer, at byggepladsen vil være lukket i meget, meget lang tid, siger han til mediet.
Børsen har stået i flammer siden tirsdag morgen. Kort efter middag er branden endnu ikke slukket og under kontrol.
Det ikoniske dragespir er kollapset, og store dele af bygningen er ødelagt.
Flere andre firmaer har også været en del af restaureringsarbejdet. Blandt dem er firmaet Toft Kobber, som Fagbladet 3F også har været i kontakt med. Toft Kobber oplyser, at det på nuværende tidspunkt ikke har nogen kommentarer.
Restaureringen af Børsen begyndte i 2022 og var ventet afsluttet senest i 2029.
Bygningen skulle udelukkende restaureres udvendigt. Blandt andet skulle kobbertaget udskiftes og facadens mursten skulle udskiftes.
Arkitektfirmaet Leif Hansen Arkitekter har været hovedarkitekt på restaureringen, som er finansieret af en række fonde.
Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 40 millioner kroner til projektet, mens Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Novo Nordisk Fonden og Realdania har doneret 25 millioner kroner hver.
LÆS OGSÅ: Kraftig brand i Børsen: Nu evakueres Christiansborg