Et voldsomt knivoverfald resulterede mandag aften i, at to brødre kom alvorligt til skade. Torsdag har man nu anholdt en teenager i sagen.
Efter det blodige knivstikkeri, der skete mandag aften har politiet efterforsket på livet løs.
Det bar frugt, da man onsdag kunne skride til anholdelse af to personer, der er i mistænkte i sagen.
De blev samme dag varetægtsfængslet i fire uger, da de var i Retten i Glostrup.
Torsdag har man så anholdt endnu en person i sagen, der af ifølge B.T.’s oplysninger er en 15-årig dreng.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Københavns Vestegns Politi meddeler på det sociale medie X, at man ikke er langt fra at kunne anholde den sidste mistænkte.
“Ifølge efterforskningen var de fire om overfaldet – og vi er på sporet af den sidste person. Jeg opfordrer også ham til at melde sig”, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
På mediet oplyser politikredsen også, at den unge dreng meldte sig selv natten til torsdag.
Drabsforsøg
Den 15-årige fremstilles ved i løbet af torsdagen i et grundlovsforhør.
Ifølge B.T. vil politiet have teenageren varetægtsfængslet for drabsforsøg, efter det voldsomme knivoverfald på Sadelmagerporten i Hvidovre.
Drabsforsøg var også det politiet sigtede de to første anholdte for. Dommeren i Retten i Glostrup var dog ikke enig, og derfor blev de varetægtsfængslet for ‘vold af særlig farlig karakter’.
Knivoverfaldet gik ud over et brødrepar på henholdsvis 31 og 32 år.
De blev efterfølgende hastet til Rigshospitalets Traumecenter.
Der er for nuværende intet nyt om deres tilstand.
Opdatering:
Vestegnens anklagere meddeler omkring 15.30 på det sociale medie X, at den 15-årige er blevet varetægtsfængslet til den 13. november. Præcis som de to andre sigtede i sagen.
Han nægter sig skyldig.