Hedeslag er en alvorlig og potentielt livstruende tilstand. Der er varslet hedebølge i dele af Europa, og i Grækenland omkom flere turister under den seneste hedebølge.
Varmeudmattelse
Varmeudmattelse er forstadiet til hedeslag, også kaldet overophedning, og det kan komme meget pludseligt og ikke nødvendigvis fordi man er ude og vandre. Hvis varmeudmattelse ikke behandles, kan det udvikle sig til et reelt hedeslag, som er en livstruende tilstand.
Varmeudmattelse adskiller sig fra det hedeslag ved, at hjernen ikke er påvirket. De to tilstande er imidlertid tæt relaterede, og varmeudmattelse kan udvikle sig til et livsfarligt hedeslag.
Kend symptomerne
Symptomer på varmeudmattelse: Svimmelhed, hovedpine, kvalme, hjertebanken, bleg og klam hud, svaghed, tørst og angst.
Symptomerne opstår, fordi kroppen ikke kommer af med nok varme.
Symptomer på hedeslag: de samme symptomer som varmeudmattelsen, men med mental påvirkning. Søg straks lægehjælp!
Behandling af varmeudmattelse
Flyt dig eller personen til et køligere område, væk fra direkte sollys – indendørs med aircondition, hvis muligt. Tag tøjet af, hold håndled under den kolde hane eller tag et køligt brusebad. Drik vand eller elektrolytdrik.
Søg straks lægehjælp hvis symptomerne på varmeudmattelse ovenover fortsætter efter 30 minutter med afkøling, hvile og væskeindtag.
Forebyggelse af varmeudmattelse og hedeslag
- Drik rigeligt med kølig væske i løbet af hele dagen
- Spis lidt saltet mad
- Søg aircondition eller skygge så ofte som muligt. Et ophold i kølige omgivelser og væk fra varmen, blot nogle enkelte timer dagligt, kan reducere risikoen for udvikling af hedeslag
- Planlæg udendørs aktiviteter omhyggeligt og undgå de varmeste tidspunkter på dagen
- Tag let tøj på
- Indtag af alkohol kan muligvis forværre risikoen
Hedeslag kan give langvarige konsekvenser
Man hører altid om at man skal passe på man ikke får et hedeslag, men ved du egentligt hvilke konsekvenser det kan have?
Hedeslag kan medføre skader på vitale organer og hjernen, hvilket kan få langvarige konsekvenser. Tidlig diagnose og rigtig behandling giver markant forbedret overlevelse.
Info i denne artikel er taget fra sundhed.dk, Opdag verden samt nhs.uk
Læs hvilke drikkevarer der er bedst til at holde dig hydreret her