Lamine Yamals far er ifølge en spansk avis blevet stukket ned, mens han var ude at gå med hunden
Den 17-årige spanske barcelonaspiller Lamine Yamals far, Mounir Nasraoui, er blevet stukket ned, mens han var ude at gå tur med hunden.
Det skriver den spanske avis La Vanguardia ifølge nyhedsbureauet AFP sent onsdag aften.
Mounir Nasraoui meldes som værende alvorligt tilskadekommen, men i stabil tilstand.
Han blev stukket ned på en parkeringsplads, efter at han var kommet op at skændes med en gruppe mænd, mens han var ude at gå tur med sin hund, skriver La Vanguardia.
Ifølge avisen vendte gruppen af mænd tilbage til parkeringspladsen og stak ham ned efter oprindeligt at have forladt skænderiet.
Hændelsen fandt sted i nabolaget Rocafonda i Mataro, som ligger omkring 30 kilometer nord for Barcelona, og hvor Lamine Yamal er vokset op.
Det regionale politi i Catalonien, hvor Mataro ligger, har ikke offentligt bekræftet knivstikket.
Lamine Yamal gjorde debut for Barcelona allerede som 15-årig og er senere blevet en af førsteholdets bedste spillere. Han gjorde desuden fin figur ved EM i Tyskland, hvor han blev udnævnt til turneringens bedste unge spiller.
/ritzau/