Flere forgiftet på lokal genbrugsplads: Nye oplysninger

Ansatte kom på sygehuset tirsdag, da der blev indleveret kemikalie på genbrugsplads. Det var insektgift

Det viste sig at være en beholder med insektgift, som tirsdag gjorde, at to medarbejdere på en genbrugsplads i Hønsinge ved Vig fik det dårligt.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

– Kemi-eksperterne fra Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt, og de kunne sammen med brandvæsnet sikre det pågældende kemikalie, der viste sig at være en beholder med insektgift, lyder det.

Politiet fik tirsdag klokken 13.29 meldingen om, at en ansat på genbrugspladsen i Hønsinge i Nordvestsjælland var blevet dårlig, da hun havde opholdt sig i kemirummet på pladsen.

En anden ansat ville hjælpe hende, men blev selv dårlig.

Derfor blev der tilkaldt ambulancer til stedet, og begge ansatte blev kørt til behandling på sygehuset.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses beredskabet arbejde på stedet

Begge ansatte er i bedring, men beholdes på sygehuset til observation, skriver politiet i døgnrapporten.

Genbrugspladsen blev tirsdag eftermiddag afspærret, mens eksperter undersøgte kemikalierne nærmere.

Tirsdag kunne politiet ikke oplyse, hvilke kemikalier der var tale om.

– Vi ved ikke, hvad det er for nogle kemikalier, for vi kan ikke stole på det, der står på bøtterne, som folk afleverer, sagde vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Bøtterne med kemikalier var blevet indleveret af nogle personer, som har ryddet op i et sommerhus.

Det viser sig altså nu, at det var insektgift.