Unge udgav sig for at være mindreårig på datingapp og mødtes med mand, som blev udsat for vold og røveri
Fem unge er blevet idømt mellem otte måneder og et års ubetinget fængsel i en sag om røveri, afpresning og vidnetrusler.
Det er tirsdag blevet afgjort ved Retten i Sønderborg, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Nogle af de tiltalte udgav sig for at være en mindreårig person på en datingapp.
På den måde lokkede de en person, som ifølge dem var pædofil, til at mødes med dem. Det skete om aftenen 9. juli ved et rensningsanlæg i Tønder Kommune.
Manden på 24 år blev udsat for vold, ligesom han blev tvunget til at overføre penge.
Dagen efter blev han udsat for trusler, røveri og afpresning.
De fem tiltalte – fire mænd og en kvinde – er alle kendt skyldige.
To af mændene – en på 19 år og en på 21 år – har modtaget deres dom på et års ubetinget fængsel.
Den tredje mand, som er 23 år, blev idømt otte måneders fængsel. Han modtog dommen.
Den fjerde mand, også på 19 år, blev idømt ti måneders ubetinget fængsel. Han var kun tiltalt i det forhold, der omhandlede røveri 9. juli. Han ankede dommen på stedet.
Den sidste tiltalte, som er en 21-årig kvinde, modtog en dom på ti måneders fængsel.
Alle fem tiltalte har været varetægtsfængslet i sagen.
Fænomenet med pædofiljægere går ud på, at formodede pædofile lokkes i baghold, hvorefter de tæskes og ydmyges. Fænomenet har ifølge politiet længe været kendt i udlandet.
Ifølge anklagerfuldmægtig Minela Dedukic er dommen en “påmindelse om, at man ikke skal tage loven i egen hånd”.
Hun har ført sagen i retten for anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
– Hvis man bliver opmærksom på kriminelle forhold, skal man melde det til politiet. I anklagemyndigheden er vi tilfredse med, at retten har set på denne sag med samme alvor, som vi har.
– Retten har været enig i vores udlægning af sagen langt hen ad vejen, lyder det i pressemeddelelsen.