Fredag tog retten hul på en uhyggelig sag, hvor en 22-årig mand står tiltalt for i narkopåvirket tilstand at køre en 57-årig mand ihjel. Anklagemyndigheden sigter efter udvisning
På en regnfuld og mørk nat gik det fuldstændig galt. Her mistede en 57-årig mand livet til en flugtbilist, der lod ham ligge at dø alene på den våde asfalt.
Presse-fotos.dk har fået aktindsigt i det modbydelige anklageskrift, der er rettet mod en 22-årig mand.
Han står ved Retten i Odense tiltalt for blandt andet uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Efter anklagemyndighedens overbevisning er den 22-årige manden, der natten til den lørdag den 21. oktober 2023 kørte en 57-årig cyklist ihjel i krydset mellem Ejbygade og Kertemindevej i Odense.
Det skete ifølge anklageskriftet i en rus af hash og det bevidsthedspåvirkende stof tramadol, mens han kørte over for gult lys.
Desuden mener anklagemyndigheden at kunne bevise, at den 22-årige mand førte bilen på en hensynsløs måde, da forrudevinduesviskerne i hans bil var gået i stykker, og han derfor på grund af regnen ikke havde et ordentligt udsyn.
Den 22-årige mand står samtidig tiltalt for flugtbilisme, da han i forlængelse af at have kørt den 57-årige mand ned undlod at standse, men i stedet kørte fra stedet.
Den 22-årige mand blev en time efter dødulykken anholdt på en adresse i Odense, da hans nummerplade faldt af bilen under sammenstødet med cyklisten.
Manden blev efter et grundlovsforhør den efterfølgende dag varetægtsfængslet i 14 dage.
Varetægtsfængslingen blev dog ikke forlænget, og den titlate har altså været på fri fod frem til retssagens begyndelse fredag.
Ankalgemyndigheden forventer at føre sagen over to retsdage med domsfældelse på mandag.
Der er nedlagt påstand om, at den 22-årige mand skal udvises, hvis han kendes skyldig.
Da der er nedlagt navneforbud i sagen afholder det Presse-fotos.dk for at komme den 22-årige mands identitet nærmere.
Det fremgår ikke af anklgeskriftet, hvordan han forholder sig til tiltalen, men efter planen skal sagen foregå som en domsmandssag – og derfor tyder det på, at han ikke umiddelbart kan erkende sig skyldig i anklageskriftets punkter.
Ved en domsmandssag er det en juridisk dommer, der sammen med to lægdommere – borgere uden en juridisk uddannelse – i fællesskab og efter stemmeflertal skal bestemme skyldsspørgsmålet og den eventuelle straf.