Falsk taxa franarrer kunder mange tusinde kroner

Københavns Byret varetægtsfængsler to mænd, der mange gange skal have bestjålet mænd i nattelivet.

En stribe mennesker fik stjålet og misbrugt deres betalingskort, da de i København og i Aalborg om natten valgte at tage en tur med en pirattaxa.

Det er politiets mistanke i en sag, hvor to mænd onsdag er blevet varetægtsfængslet af Københavns Byret.

En mand på 27 år sigtes for syv tilfælde af tyveri og databedrageri, mens en 18-årig sigtes for seks tilfælde.

Begge påstås desuden at have begået røveri på gaden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

De fleste af ofrene oplevede, at deres betalingskort blev misbrugt til at hæve kontanter, fremgår det af de sigtelser, som en anklager har præsenteret i byretten.

De natlige kørsler foregik i en Nissan eller en VW. Kunder blev samlet op forskellige steder og skulle køres hjem.

Men undervejs lykkedes det for gerningsmændene – hævder politiet – i flere tilfælde at få fat i kreditkort.

I en sag fra Aalborg skulle en person køres hjem til Hjallerup. Men det blev meget dyrt.

Den 18-årige sigtes for sammen med to andre at have hævet 10.000 på mandens betalingskort, ligesom der blev gjort forsøg på at overføre 21.000 kroner fra hans bankkonto til andres konti.

I grundlovsforhøret har begge mænd nægtet sig skyldige. Men dommeren har bestemt, at der er en begrundet mistanke.

De skal være varetægtsfængslet i 27 dage. Det skyldes blandt andet, at de på fri fod kan tænkes at ville lægge hindringer i vejen for politiets efterforskning.

Onsdag er der sket et sammenstød mellem en bil og en knallert. Knallertføren har pådraget sig skader, alt imens bilisten er stukket af fra stedet.