Kvinde straffet hårdt for episode på Christiania

Illustrationsfoto

En kvinde har lørdag i Københavns Byret tilstået besiddelse af hash og skunk, som var beregnet til markedet på Christiania.

Hun er blandt de første, der rammes af en særlig regel, som giver en væsentligt hårdere straf end normalt.

På grund af en såkaldt skærpet strafzone i fristaden er der mulighed for at fordoble straffen.

Kvinden er idømt fængsel i ni måneder. Ifølge retspraksis stod hun til fem måneder, oplyser dommeren.

Fordi kvinden har aflagt en hurtig tilståelse, har hun fået en måneds rabat, så der på bundlinjen ikke står ti, men ni måneder, forklarer dommeren i retsmødet.

Det var i januar, at Københavns Politi besluttede at indføre en skærpet strafzone i Christiania.

Kun et par sager har indtil nu været bedømt af retten.

Fredag blev en 21-årig marokkansk mand idømt fire måneders fængsel, ligesom han blev udvist, har Københavns Politi oplyst på det sociale medie X.

Efter den normale retspraksis stod han til 60 dages fængsel.

Lørdagens tilståelse er aflagt af en spinkel kvinde i 20’erne. Hos hende fandt betjente halvandet kilo skunk og 700 gram hash.

Det er tredje gang, hun stilles for retten på grund af hash i Christiania. Ved de tidligere domme har hun fået tre måneder.

Strafzonen blev indført 10. januar og løber i seks måneder.

En lovændring fra årsskiftet giver mulighed for indgrebet, hvis der i et område foregår åbenlys og systematisk handel med stoffer, og hvis handlen medfører utryghed for folk i området.

Ifølge politidirektør Anne Tønnes er der tale om et “effektivt værktøj”.

– Vi kommer til at gå efter både sælgere og købere, og de kan se frem til markant hårdere straffe, sagde hun i en pressemeddelelse i januar.

Under lørdagens retsmøde spurgte forsvareren, advokat Asser Gregersen, sin klient om fremtiden efter straffen.

– Jeg vil have mig et liv, svarede hun. Måske kan det blive til en uddannelse.

Ordensmagten bruger store ressourcer på at bekæmpe den organiserede handel i Pusher Street.

Sidste år besluttede dommere at varetægtsfængsle 287 af de personer, som politiet havde anholdt og sigtet. Oplysningen fremgår af en aktindsigt til Ritzau.