Et dårligt arbejdsmiljø i Moderaterne fører til, at partiet får et påbud af Arbejdstilsynet, skriver medie.
Arbejdstilsynet har givet Moderaterne et påbud efter besøg om krænkende adfærd i partiet i starten af september.
Det skriver Ekstra Bladet, som har søgt aktindsigt i rapporten fra Arbejdstilsynet.
– Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres, så krænkende handlinger i form af mobning og anden nedværdigende adfærd ikke forringer ansattes sikkerhed eller sundhed på kort eller lang sigt, lyder det.
Partiet skilte sig for nylig af med ti medarbejdere i sekretariatet, cirka en fjerdedel af medarbejderne. Heraf blev tre fyret, mens syv tog imod en frivillig fratrædelse.
Senere valgte partisekretær Kirsten Munch Andersen at fratræde sin stilling.
Hun er blandt de medlemmer af ledelsen, som er nævnt i den klage til Arbejdstilsynet, som en række medarbejdere i partiets sekretariat 15. august sendte.
Også kommunikationschef Ulla Østergaard, som har taget en længere ferie, og den tidligere chef for partiets politiske afdeling Caroline Stage Olsen er nævnt.
Stage Olsen ledede afdelingen, som blev beskåret, frem til juni. Formand for Moderaterne og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) gjorde hende i august til digitaliseringsminister.
Den nye digitaliseringsminister har undskyldt for sin ageren som politisk chef.
Politisk har sagen haft den betydning, at folketingsmedlem Jeppe Søe forlod Moderaterne, hvis folketingsgruppe nu er nede på 13 medlemmer. Det er tre færre end efter folketingsvalget i 2022.
Arbejdstilsynet var på besøg hos Moderaterne, efter at ansatte berettede om en meget dysfunktionel arbejdsplads med mobning fra ledere mod de ansatte.
Det kom frem i den foreløbige vurdering, som Arbejdstilsynet lavede efter besøget i partiet. Og nu får partiet et egentligt påbud.
Mobningen er tilsyneladende gået flere veje, da der også er fundet eksempler på mobning af ledere og menige ansatte imellem.
Regeringspartiet er faldet kraftigt i meningsmålingerne siden valget og står til 4,3 ifølge instituttet Voxmeter.
/ritzau/