En ung ekspedient fik et kæmpe chok, da en ukendt gerningsmand kom ind i butikken bevæbnet med en kniv. Nu søger politiet hjælp i offentligheden.
Kioskekspedienten var i gang med at gøre rent i kiosken, da han pludselig står ansigt til ansigt med en maskeret mand.
Manden, der nu efterlyses af politiet, tager den unge mand i armen og viser ham kniven. Herefter bliver han trukket i armen og vist hen til kasseapparatet.
Det beskriver politiet i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Fredag den 20. september kl. 19.14 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der netop var blevet begået et røveri af en maskeret gerningsmand i en kiosk på Jyllands Allé i Aarhus C”, skriver Østjyllands Politi.
Gerningsmanden har truet ekspedienten til at lægge pengene ned i en pose, men det var ikke nok med pengene. Røveren har i samme ombæring også befalet den unge ekspedient til at tage sin skjorte af og putte den ned i posen med pengene.
Gerningsmanden flygtede efterfølgende fra stedet og nu søger politiet hjælp til at fange ham.
“Gerningsmanden forlod efterfølgende stedet i retning mod Marselis Boulevard og var væk fra området, da politiet kom frem til stedet”, lyder det fra Østjyllands Politi.
Gerningsmanden beskrives som:
- Mand
- I alderen 20-25 år
- omkring 175-180 cm høj.
- Han talte dansk med accent og beskrives som værende afrikansk af udseende og mørk i huden.
- Iført en sort jakke og en sort hættetrøje fra mærket ’Peak Performance’.
Har du set røveren eller sidder inde med informationer, der kan hjælpe politiets efterforskning, så ring på 114.