Efter overfald: Politiet søger to vidner

Politiet efterlyser en mand og en kvinde som vidner i forbindelse med en voldssag begået lørdag den 23. september kl. 02.12 foran Udbyhøjvej i Randers.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En mellemstor hvid bil stoppede op i forbindelse med episoden, hvor en 40-årig mand fik flere slag og spark.

En kvinde, som førte bilen, og en mand, der sad som passager, steg ud af bilen og råbte gerningsmanden an, og det fik overfaldsmanden til at standse sit overfald. Overfaldet skete ud for en gul bygning, som tidligere har huset Nørrejyllands Tøjhus.

Politiet vurderer, at de to vidner kan have afgørende informationer i sagen, og vil derfor meget gerne i kontakt med dem. De bedes derfor kontakte politiet på tlf. 114.