29. okt. 2022 - 13:17

DSB: Tog er begyndt at køre igen – men rigtig mange er forsinkede eller aflyst



DSB meddeler lørdag kl. 13, at togene igen kører på Sjælland, efter at det er lykkedes at rette den it-fejl, som lørdag formiddag var skyld i, at togtrafikken brød sammen.

Der vil dog stadig være store forsinkelser og aflysninger resten af dagen, meddeler DSB. Årsagen er, at køreplanen er forstyrret af sammenbruddet, og at togene kommer frem på den måde og med den fart, det nu kan lade sig gøre.

LÆS OGSÅ: Kæmpe tog-kaos breder sig til hele landet: Vi kan ikke skaffe togbusser nok

På Twitter skriver DSB:

“Togene er begyndt at køre igen. Men der er stadig længere rejsetid og aflysninger i hele landet. Den tidligere IT-fejl er nu rettet, og vi arbejder på at få tog og personale på plads. Der kan stadig forventes aflysninger og forsinkelse resten af dagen.”

På Sjælland var det både regionaltogene og S-togene, den var gal med. Men også S-togene er begyndt at køre igen.

LÆS OGSÅ: DSB: Togtrafikken på Sjælland brudt sammen

DSB skriver på Twitter om S-togene:

“S-togene er begyndt at køre igen. Der arbejdes på højtryk på at genindsætte tog på S-banen hurtigst muligt. Men der er stadig længere rejsetid og aflysninger. Den tidligere IT-fejl er nu rettet, og vi arbejder på at få tog og personale på plads.”