Drama hos Hornsleth: Nu er der gennembrud i sagen

Begge sigtede nægter sig skyldige i indbrud. Ifølge sigtelse er yderligere to gerningsmænd på fri fod

En dommer i Københavns Byret har fredag fængslet to mænd på henholdsvis 27 og 29 år for et indbrud begået i kunster Kristian von Hornsleths galleri i København 31. marts.

Ifølge Københavns Politi er den ene medlem af en rocker-/bandegruppering.

Retsmødet foregik for lukkede døre. Hvad der blev fremlagt i retten samt mændenes egen forklaring er derfor indtil videre hemmeligt.

Kun politiets sigtelse samt oplysningen om, at mændene nægter sig skyldige, er offentlig.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan så det ud dagen efter indbruddet

Af sigtelsen fremgår det, at indbruddet blev begået af fire personer i alt.

De to sigtede samt to medgerningsmænd, som politiet ikke ved, hvem er.

Der blev ved indbruddet stjålet kunst for en samlet værdi af mindst 594.000 kroner, lyder det i sigtelsen.

Københavns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at tyveriet skete ved, at en stjålet bil blev bakket ind gennem porten til galleriet, som ligger i Vasbygade.

På eldrevne ladcykler kørte gerningsmændene fra stedet med kunstværker, som var placeret i cyklernes lad.

Det fremgår af politiets sigtelse, at indbrudstyveriet skete i tidsrummet mellem klokken 05.05 og 05.20 den 31. marts.

– Vi mistænker de to fængslede for at have spillet centrale roller i både planlægningen og udførelsen af indbruddet, siger politikommissær Mathias Holm fra Københavns Politi i pressemeddelelsen.

– Vi fortsætter nu efterforskningen af sagen, og da vi ved fra videoovervågning på stedet, at der er flere medgerningsmænd, så kan der komme flere anholdelser den kommende tid, siger han.

I forrige uge blev en række af de stjålne kunstværker fundet i en haveforening i Københavns Sydhavns-kvarter. Det skete tilfældigt i forbindelse med en efterforskning af et cykeltyveri.

– Det er super fedt. Jeg er overrasket. Jeg havde ikke regnet med noget. Ved de andre tyverier, vi har haft, er der aldrig blevet fundet en skid. Min tro på retsstaten er geninstalleret. Det er da fantastisk, lød det i den forbindelse fra Kristian von Hornsleth.

Vrede bilister har fredag tage sagen i egen hånd og har begået selvtægt i forsøget på at fjerne blokerende klimaaktivister fra kørebanen. Presse-fotos.dk var med på sidelinjen, mens akitvisterne blev skubbet væk og deres bannere blev taget.