En 38-mand, der er et ledende bandemedlem, er blevet sigtet for medvirken til drab og to tilfælde af medvirken til drabsforsøg i sager, der går mere end tre år tilbage i tiden.
Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie X – tidligere Twitter.
Drabssigtelsen omhandler en sag fra april 2020 på Åfløjen i Husum.
Her blev en 22-årig mand dræbt under en konflikt i bandemiljøet.
LÆS OGSÅ: Skuddrab i Husum
Sagen har allerede været behandlet i både byretten og landsretten.
Her blev fire personer idømt fængsel på livstid.
De to andre sager omhandler drabsforsøg, der fandt sted i marts og april 2020 – begge på Gadelandet i Husum.
LÆS OGSÅ: Skuddrab i Husum: Fire mænd får fængsel på livstid
I øjeblikket er rockergruppen Hells Angels og den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) i konflikt med hinanden.
Og ifølge politiet er den sigtede en del af en af de to grupperinger.
– Manden er medlem af en af de to grupperinger, der pt. er i konflikt med hinanden, og han sidder i forvejen varetægtsfængslet for drabsforsøg, skriver politiet på X.