Dødsbilist fængsles: Så hurtigt påkørte han ungt par

Den sigtede i dødsulykke i Randers har kørt vanvidskørsel, og dommeren vil ikke lade ham være på fri fod

En 56-årig mand sigtet for uagtsomt manddrab og vanvidsbilisme i forbindelse med en dødsulykke, hvor to personer døde fredag, varetægtsfængsles frem til 23. august.

Det oplyser politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Olsen.

– Der er flere sigtelser. Den alvorligste er uagtsomt manddrab, og så er der en stribe færdselsovertrædelser inklusive vanvidspakken, siger han.

Han skal ifølge politiet have påkørt en anden bil og et helleanlæg på Mariagervej i Randers, hvorefter han påkørte en Skoda med to personer i – en 31-årig mand og en 35-årig kvinde – som begge døde i ulykken. Derefter kørte han ind i et træ.

– Vores bilinspektør har sin foreløbige rapport konkluderet, at han har kørt minimum 121 kilometer i timen i en byzone, hvor man må køre 50. Det har dommeren lagt vægt på i afgørelsen, siger politiinspektøren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her holder bilen, som de to afdøde sad i

Dommeren har desuden lagt vægt på anklagerens dokumentation og vurderet, at der er særligt bestyrket mistanke om sigtelsen.

– Det er ualmindeligt alvorligt. Vi ser på det med meget strenge øjne, og det er frygteligt tragisk, at to så unge mennesker skal afgå ved døden, siger Brian Olsen.

Han uddyber, at politiet kan sige helt nøjagtigt, hvor hurtigt manden har kørt, når der er en endelig rapport.

Ifølge politiinspektøren er Mariagervej ikke en strækning, hvor mange kører for hurtigt.

– Det er et sted, hvor der er lavet flere foranstaltninger, der gør, at man får hastigheden ned, siger han.

Den sigtede erkender de faktiske forhold, men husker hverken ulykken eller de andre to trafikuheld.

Det er under grundlovsforhøret kommet frem, at manden har epilepsi og ved udgangen af sidste år fik et kørselsforbud af Skejby Universitetshospital, skriver TV 2 Østjylland. Det vides ikke, hvorfor manden valgte at køre bil alligevel.

Forsvareren mente ikke, at det var bevist, at sygdommen var årsag til ulykken. Derfor krævede han manden løsladt. Anklageren mente derimod, at han skulle fængsles, og det ønske fulgte dommeren.

Manden udtog sig betænkningstid i forhold til at kære byrettens kendelse. Hvis han kærer, skal landsretten tage stilling til spørgsmålet om fængsling.

Flere ambulancer har sammen med politiet nærmest omringet en Spar-købmand efter et alarmopkald fra stedet. Samtidig er en lægehelikopter landet på parkeringspladsen i forbindelse med en tragisk sag.

Adskillige udrykningskøretøjer er hastet til stedet.