Amira Smajic, hovedpersonen i TV 2-dokumentaren “Den sorte svane”, anker en dom på tre måneders fængsel for dokumentfalsk.
Det oplyser Retten i Herning.
Den 36-årige erhvervsjurist blev 23. august idømt tre måneders fængsel – heraf én måned ubetinget.
Hun blev fundet skyldig i at have forfalsket en ansættelseskontrakt i forbindelse med en frisørsalon i Ikast, der blev begæret konkurs i 2019.
En kvinde, der var direktør i selskabet bag frisørsalonen, var ligeledes tiltalt i sagen.
Smajic fungerede i sagen som rådgiver for den medtiltalte.
Amira Smajic og den medtiltalte havde ifølge anklagen fremsendt konkursbegæring for at få frisørsalonen erklæret konkurs og lukket.
Vedlagt var en ansættelseskontrakt med en person, der viste sig aldrig at have været ansat i salonen.
Alligevel var der opgjort et tilgodehavende i form af løn og feriepenge for personen for i alt 124.850 kroner.
Formålet var ifølge sagens anklager, Frederik Nielsen, at rette krav mod Lønmodtagernes Garantifond for uretmæssigt at få pengene udbetalt.
Retten fandt Smajic skyldig i både dokumentfalsk og i at have afgivet urigtige oplysninger over for skifteretten.
Den medtiltalte blev derimod frifundet, da det efter rettens vurdering ikke var bevist, at hun kendte til falskneriet.
Smajic meldte sig syg og var således ikke til stede, da sagen blev behandlet.
Hun nægtede sig ifølge sin forsvarsadvokat skyldig i alle anklagerne.
Det er endnu uvist, hvornår sagen kommer for landsretten.
Ud over sagen fra Herning verserer en anden straffesag mod Amira Smajic ved Retten i Odense.
Her er hun anklaget for ti forhold om bedrageri, dokumentfalsk og tyveri.
En af anklagerne går på, at Smajic skal have snydt en forening for 1,2 millioner kroner.
De kriminelle forhold skal ifølge anklageskriftet være begået i årene fra 2016 til 2021.
Der er retsmøder i sagen onsdag og torsdag i denne uge.