Udsagnet kommer, efter at Sveriges regering onsdag meldte ud i en pressemeddelelse, at landets ulvebestand på længere sigt skal halveres. Den skal i fremtiden maksimalt bestå af 170 ulve.
Så længe “ulvens bevaringsstatus ikke er gunstig”, vil dyret fortsat være fredet i Danmark.
Det oplyser Ministeriet for Grøn Trepart i et skriftligt svar til Ritzau.
Men det lyder altså ikke til, at man foreløbig skal forvente lignende tiltag i Danmark.
I august var der ifølge en opgørelse fra ulveatlas.dk, der er en overvågningsside over ulve i Danmark, 32-43 voksne ulve og 35 hvalpe i Danmark, altså cirka 78.
Og ifølge Peter Sunde, der er professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, har Danmark ikke nået antallet for en levedygtig bestand endnu.
– I 2023 lavede vi på Aarhus Universitet en vurdering af, at en levedygtig bestand af ulve i Danmark bør ligge over 100.
– I det tilfælde er det usandsynligt, at bestanden uddør inden for en overskuelig fremtid, fortæller han til Ritzau.
Forskere fra universitetet kom i samme forbindelse med et bud på, hvor mange ulve der naturligt er plads til i Danmark.
Tallet blev her skønnet til at være mellem 77 og 210 ulve, hvor 77 formentlig er for lidt og 210 er for meget, sagde Peter Sunde tidligere i oktober til DR.
Han understreger over for Ritzau, at det er et politisk spørgsmål, hvorvidt man skal regulere ulvebestanden i Danmark.
– Men man bliver nødt til at opveje de negative konsekvenser i forhold til de eventuelle positive effekter ved en reduktion, lyder det fra professoren.
Han tror dog, at reduktioner vil kunne afbøde nogle problemer i visse tilfælde, for eksempel hvis flokke slår sig ned i områder med mange husdyr.
I Socialdemokratiet følger man også den danske ulvebestand tæt. Sådan lyder det fra partiets miljøordfører, Thomas Monberg, i et skriftligt svar.
– Vi skal sikre en balance, hvor mennesker og dyr kan leve side om side. For generelt er mere natur jo et af vores mål for fremtidens Danmark, oplyser han.
Han mener, at det er for tidligt at sige, om der på sigt vil blive behov for en lignende regulering af bestanden af ulve i Danmark.
– Hvor mange ulve der kan være i Danmark, afhænger i sidste ende af, hvordan vi som samfund formår at forvalte denne balance, skriver miljøordføreren.
Ulven blev som følge af EU’s habitatdirektiv “strengt beskyttet” i det meste af Europa i 1992. Før det blev ulven i 1979 anerkendt som en strengt beskyttet art under Bern-konventionen.
På den baggrund skal medlemsstaterne tilsigte og opretholde gunstig bevaringsstatus for ulven – og det krav gælder uanset ulvens beskyttelsesstatus.
EU-Kommissionen har bedt medlemslandene om at revidere ulvens bevaringsstatus og ændre den fra “strengt beskyttet” til blot “beskyttet”.
Ændringen vil gøre det muligt at genoptage jagten af ulve under streng regulering.